Cecilies indlæg til høringen på Christiansborg i anledningen af 50året for Seksualundervisningen

Hvad skal der til for at ruste børn og unge til frit og lige at trives, lære og blive til i dag i Danmark uanset køn, krop, hudfarve og seksualitet?

Cecilie Nørgaard, Uddannelses-og kønssociolog, indehaver af Mangfold & Prismecertifikatet

Mine visioner for den faglighed, som Seksualundervisningen potentielt rummer, er mange. Og de er for mange til at rummes af ét fag.

Jeg husker 30året for Seksualundervisningen; samme sommer havde jeg født mit første barn, og 3 dage efter blev jeg færdig med min første uddannelse. Det var til lærer. Jeg havde brugt mine 4 år på Læreruddannelsen til at undre mig over, hvor kønsforskningen blev af, når alle nu talte så meget om ’piger og drenge’ – så jeg valgte at vinkle alle opgaver til at have et såkaldt kritisk kønsperspektiv. Nogen måtte gøre noget! Det var før, der var noget der hed ’normkritik’, om end det var det, jeg praktiserede. Ingen kunne vejlede mig, men jeg fandt frem til forskningen, og brugte den til at problematisere og nuancere undervisning i alt fra dansk, til idræt, naturfag og religion. Min vision var også dengang at bidrage til skabe den ligestilling fra barnsben, som jeg ønskede at se i samfundet.

Jeg kunne nemlig ikke finde forskningsmæssigt belæg for, at drenge skulle lave eksperimenter, mens piger skulle notere, at piger blev sat ved siden af drenge for at holde drenge i ro, at børn blev opdelt efter køn, analyseret og vurderet ud fra køn, at drenge – og særligt drenge med mørkere hudfarve – ikke skulle kunne sidde stille og koncentrere sig, at piger skulle have færre evner inden for de matematiske fag, at drenge og piger ikke skulle kunne være ligeså gode lege- eller arbejdsmakkere, at piger skulle være bedre til at købe gaven til fødselaren eller redde konflikten ud osv. For slet ikke at tale om den patriarkalske arv, repræsenteret som en hvid, hetero, kønsstereotyp kultur, som var afbilledet i undervisningsmaterialer og andre kulturtilbud, og som lydløst blev reproduceret ved ikke at blive problematiseret.

Jeg så hvordan drenge og piger blev mødt forskelligt og stereotypt, som forskning senere har underbygget – og altså hvordan stereotyper og ulige status reproduceres. Det gør de stadig – og det bliver de ved med indtil læreres viden om køn og diversitet bliver professionaliseret. Med andre ord, så fodrer vi stadig den maskine som skaber ulige selvværd, usunde relationer, uligestilling og strukturel diskrimination. Fra barnsben socialiserer vores samfunds aller væsentligste institution, Folkeskolen, stadig til en kultur med forskelsbehandling på baggrund af identitetskategorier.

Jeg arbejdede kun få år som lærer i Folkeskolen, men min undervisning og ikke mindst mit møde med det enkelte barn, tog afsæt i min normkritiske viden og kompetencer, som jeg havde tillært mig. Undervejs skrev jeg min første bog, og overførte problematikker fra praksis og forståelse af dynamikker fra teori til børnehøjde og udviklede pædagogikken og didaktikken som den fremgår i ’Skolens bog om køn og ligestilling’, som er et undervisningsmateriale fra 1-10. klasse med grundig lærervejledning (Nørgaard & Vittrup (2006), Informations forlag).

Jeg troede, at den hellige grav var velforvaret, da bogen udkom. At seksualundervisningen ikke skulle stå alene med det kæmpe ansvar. Og da slet ikke uden læreres reelle uddannelse i feltet. Men virkeligheden viste, at bogen var som en dråbe i havet. Lærere kunne ikke benytte bogen optimalt uden grundlæggende viden – og i værste fald gik det så slemt, at nogle kom til at stereotypificere yderligere, hvilket jo var det som bogen havde til hensigt at modvirke.

Ligestilling og plads til forskellighed er noget, vi skaber sammen i kulturen – noget, der kan eksistere i menneskers hjerner, hjerter og handlinger.

Vi har brug for love og regler til at legitimere, anerkende og understøtte en ligestillet kultur, men den skabes ikke gennem love, viser erfaringen – men gennem kulturændring, opdragelse, dannelse og uddannelse. Dette dannelsesarbejde foregår ikke mindst i Folkeskolen.

Ligestilling har vi jo stadig ikke, fordi man troede, at ligestilling kom af sig selv, hvis blot vi havde Menneskerettighederne og Ligestillingsloven. Men sådan arbejder kultur ikke. Den lever, overlever, overleveres historisk og kontekstuelt, og århundredes patriarkalske system kræver livslange, bevidste indsatser at forandre. Disse kommer kun til bordet, hvis vi forstår, beslutter og har viljen til at ændre status quo.

Seksualundervisningens ringe omfang stemmer dårligt overens med den omfattende faglighed, der trænges. Tænk sig, at dét fag i skolens verden, som de færreste lærere vil lege med, fordi de ganske enkelt ikke er uddannet til det – samtidig er dét fag, som verden udenfor, herunder ikke mindst ungdommen, skriger på dannelse og uddannelse om. Faget har Folkeskolen i dag simpelthen outsourcet til Sex & Samfunds ’UGE SEX’.

’Timeløst fag’, som faget kaldes i den lovformelige tekst, siger jo i al sin enkelthed, hvilken prioritering faget har: ingen prioritering, udover den som nogle få ildsjæle giver den. Faget fylder reelt på niveau med trafiklære. Og bevar mig vel, at navigere i trafikken er også vigtigt – men sandheden er, at vi hvert sekund gennem folkeskoletiden misser muligheden for at ruste børn og unge, som senere bliver voksne, til at navigere kritisk og kompetent i nutiden. Vi skaber simpelthen ikke den ligestilling i virkeligheden, som vi er stolte af at have på papir. Se blot de millioner af historier som #metoo og Black Lives Matter har fået frem i lyset.

Men ligestilling og plads til den diversitet, som mennesker i verden rent faktisk består af, er ikke kun noget, der skal høre hjemme i voksenlivet og på arbejdsmarkedet. Det er ikke kun et spørgsmål om at udnytte potentialer og ikke udnytte de strukturelle privilegier, nogle er givet blot pga det køn, den hudfarve eller den seksualitet, de måtte have.

Det skal ikke kun skabes i barndommen, men også være det menneskesyn og de værdier, der hører hjemme i børne- og ungdomslivet. For ellers bliver det ved som nu, hvor de, der falder udenfor vores samfunds stærke normer, meget ofte mobbes og mistrives. Der skal ikke meget til i dag før du bliver kaldt luder, tøsedreng eller bøsserøv. Ingen af delene er ment som et kompliment.

Trivsel påvirker også selvværd og læring, og stereotype kønsopfattelser og deraf socialisering skaber ganske enkelt bare stereotype outputs. Et synligt eksempel er det markante overtal af 90% drenge og mænd i STEMfag. Markedskræfterne er kommet handy her, for samfundet har simpelthen rasende brug for mange, mange flere mennesker, der kan løse fremtidens naturvidenskabelige og tekniske udfordringer. Så pludselig ses lyset i det ubrugte potentiale som cirka halvdelen af menneskeheden potentielt rummer. Fra et humanistisk og feministisk grundsyn havde det været smukkere om forandringen var drevet af en grundlæggende tro på den enkeltes muligheder og rettigheder.

Mine visioner for den faglighed, faget rummer, er mange. Og de er for mange til at rummes af ét fag. Den faglighed rummer viden og kompetencer som jeg mener, at enhver lærer må gives gennem Læreruddannelsen. Den må åbenlyst følges op ad efteruddannelse for de allerede praktiserende lærere – samt løbende opdatering i et felt under rivende udvikling i forskningen såvel som civilsamfundet.

Fagligheden handler helt grundlæggende om menneskesyn, læringssyn, demokratiske værdier, pædagogik, didaktik – ja alt det lærergerningen omhandler allerede – men tilført normkritisk viden og kompetencer, og indsigt i, hvad dette betyder for hvert enkelt fag i Folkeskolen. Fra start til slut.

For børn såvel som indhold kan mødes traditionelt og stereotypt – og de og det kan mødes moderne og forskningsbaseret.

I dag i Danmark skal vi danne og uddanne til en ny verden, hvor vi ikke længere stiltiende vil acceptere historisk forankret sexisme, racisme, homofobi og anden diskrimination. Diskrimination, der alle har sin rod i stereotyper; forudindtagede forestillinger om mennesker på baggrund af køn, hudfarve eller seksualitet. Practice what you preechkræver i denne sammenhæng anerkendelse af, at dette felt i dag er et forskningsfelt, og at der derfor er forskel på viden og myter. Kulturens, herunder skolekulturens, myter må erstattes af forskningsbaseret viden.

Fødselaren markerer altså også, at det nu er 20 år siden, at jeg begyndte mit arbejde for strategisk, politisk og helt konkret at upgrade og markant udvide Seksualundervisningens faglighed – og det har aldrig oplevedes mere resonerende i børn, unge og samfund end nu! Når vi en dag lykkes med det, begynder vi for alvor den kulturforandring mod et socialt bæredygtigt samfund, hvor børn og unge og senere voksne uanset køn, hudfarve og seksualitet, kan trives, lære, elske og blive til den og det, de drømmer om og har lyst og evner til.

Tillykke til os alle sammen med Seksualundervisningens 50 år – må denne erfarne fuldvoksne tage plads og ansvar, have mod og klogskab, give plads til og ruste nye generationer til den verden, vi lever i.

Se talen her: (1:05-1:15)

https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20191/uru/tv.6716.aspx?date=2020-09-29

Cecilie Nørgaard